En underviser fortæller om jobbet

"Det er en total anvendelsesoplevelse at undervise"

"Underviser" er sammensat af to forskellige ord, som tilsammen betyder, at man viser undere frem. Man finder noget frem, som er interessant og spændende, og viser det til nogen. At undervise erhvervsakademisk betyder, at de undere, som vi viser frem, skal kunne bruges til noget. Det skal altså ikke bare være undere – det skal også være brugbart, det skal have en effekt. Det er anvendt forskning i real tid. Dem, vi underviser, skal ud og gøre noget med den viden, vi giver dem.

Derfor er alle relationer og al viden omkring dit fagfelt i brug, når du underviser på et erhvervsakademi. Det giver en total anvendelsesoplevelse af sit felt. Man kan tale med en om noget, og så komme i tanker om et eksempel fra et helt andet sted og trække den viden ind i det.

Det fedeste ved mit job, er, når jeg har opdaget et nyt under og kan vise det frem på en ny måde, som virkelig giver noget til de studerende.

 

Unikke udviklingsstræbere

Institutioner afspejler ofte det, de producerer, og det gør vi også. Vi skaber kandidater til det private erhvervsliv, og derfor ligner vi også det private mere end så mange andre offentlige institutioner. Tempoet er højt, og man kan præge meget selv, fordi uddannelserne er på 2-3½ år. Det er simpelthen nødvendigt at træffe hurtige beslutninger hele tiden som underviser, fordi fagfeltet udvikler sig i så højt et tempo, og de studerende er her så kort tid. Mange steder i det offentlige er forandringer en nødvendighed dikteret af en spare-dagsorden. I Dania er det udvikling, som driver flest forandringer. Det kan lade sig gøre, fordi alle medarbejderne deler et dybt engagement i at ville gøre en forskel – for de studerende, for samfundet og for Dania.

Dania er en unik organisation rent strukturelt med mange afdelinger, som geografisk fordelt over et stort område. Det er spændende at være et sted, der forsøger at tackle de geografiske skel via fx vidensuniverser. Vi samarbejder på kryds og tværs, præcis som man agerer i det private erhvervsliv.

Vi er meget engagerede i vores lokalsamfund og interagerer meget med de lokale områder, som vi forsøger at løfte – også selvom vi ikke personligt bor der. Vi vil skabe værdi for de studerende og for samfundet omkring os.

 

Forskellighed

Mine kolleger er meget forskellige. De kommer med baggrunde fra teknologi, det merkantile og det humanistiske, og den grundlæggende tværfaglighed er spændende. Erfaring anerkendes, værdsættes og respekteres. Vi tror på, at du kan noget, fordi du vil noget, og vi er gode til at finde plads til folk, som kan noget særligt, som vi har brug for.

 

Lektoranmodning

I løbet af 4 år skal du gennem en lektor-opkvalificering, som giver dig mulighed for at være lærling og lære at blive en underviser. At undervise – specielt på et erhvervsakademi - ligner på mange måder et håndværk, og det skal du lære ved at være i det.

Ordningen insisterer på udviklingsarbejde, og det er, hvad der kendetegner alle succesrige virksomheder i dag. Netop fordi de fleste fagfelter ændrer sig ekstremt hurtigt, foregår der en løbende og gennemgribende produktudvikling konstant. Sådanne udviklingsprojekter er der også stor velvilje til i Dania. 

På mange måder er det her, alle opgaverne går op i en højere enhed. Man laver udvikling for at finde nye undere, som man kan vise frem for andre mennesker, så de har en effekt.

Erhvervsakademi Dania
Hovedsæde: Minervavej 63, 8960 Randers
+45 72291000
CVR 31 56 51 62
eaDania@eaDania.dk